Kategoriarkiv: Nyhed

Her skal nyheder placeres.

Medlems nytårstaffel søndag den 28/01.

Vær med til at starte et nyt år med cykelmotion i TeamHovborg, og gør noget godt for krop og sjæl, som foregår lige uden for hoveddøren i den fantastiske natur og terræn, som omgiver Hovborg og omegn. Kom og bak om om en lokal forening som også har fokus på et stærkt socialt fællesskab med et sundt projekt, hvor der også er plads til at sønde en gang imellem Vi kører vores sædvanlige MTB søndagstur, og samles derefter kl. 12 i husets køkken til lidt mad og snak hen over bordet, gerne også ideer og forslag til aktiviteter i 2018 sæsonen Vi skal lidt tidligere af sted end normalt, så vi samles kl. 9:00 ved hallen i fuldt udstyr klar til at svede. Tilmelding senest onsdag den 24.01 på mail: annjan@bbsyd.dk Mvh. TeamHovborg

Det går fint med forberedelserne til messen i Odense men..

..er der nogle friske mennesker her fra Hovborg, der har lyst til  at være med  på ferie- og fritidsmessen i Odense den 26/1 – 28/1? Vi har en stand på messen, som skal vise alle de gode ting, vi har her i Hovborg, men det er sjovere at stå der, hvis vi er flere om det. Det er ganske gratis at deltage – og lønnen er den samme som den, vi får – nemlig ingenting! Det handler mest om at hjælpe hinanden og fortælle om Hovborg. Det er ikke en betingelse, at I kan være der alle dagene fra 10 til 17. Vi skal bare vide, hvornår I kan. Giv besked til Helle Bodi: Helle@tl-reklamefoto.dk – mobil 23 23 82 28 eller Tony Larsen: Tony@tl-reklamefoto.dk – mobil 30 53 57 53

Mere nyt fra Fitness!

Velkommen til et nyt Fitness år! Hovborg Fitness starter op med holdaktiviteter igen i uge 2. Der vil i løbet af uge 1 komme oversigt over hold og tidspunkter. Priser vil være uændrede fra 2017 til 2018 for både holdaktiviteter og for abonnementer. Nyheder: Til fitness lokalet har vi indkøbt ny romaskine og ny motionscykel – begge dele er sat på plads. I løbet af et par måneder kommer der yderligere en Airbike til. Desuden tilbyder Hovborg Fitness nu, at det er muligt at tilmelde sig flere hold til en favorabel pris på 500 kr. pr. sæson. Det vil sige, at hvis man deltager på 2 hold, så sparer man 100 kr. Hvis man tilmelder sig 3 hold vil besparelsen være 400 kr.! Vi håber, at mange vil tage imod tilbuddene og få styrket krop og kondition i 2018.

Kære alle Hovborgere!

Det er nu godt en måned siden der var valg til byrådet, og det lykkedes, igen, at få stemmer nok til en plads i byrådet de kommende 4 år. Den seneste måned har for mig været præget af efterveerne fra valget, som sammensætningen af de nye udvalg, men også med afsked til de kollegaer i byrådet som ikke fortsætter, og til nogle at de udvalg mm. jeg ikke kommer til at fortsætte i. Mit personlige valg var ikke så godt som for 4 år siden og det har haft betydning for fordeling af pladserne i partiet, hvor jeg nu er valgt ind som den 4. af fire. Næstformandsposten i Teknik & Miljø må jeg opgive, men fortsætter som menigt medlem i udvalget. Pladsen i Sundhed, Kultur & Fritid må jeg også opgive men får i stedet en plads i udvalget for Social & Ældre. Jeg fortsætter i Kulturel Samråd, og skal derudover prøve kræfter med nogle nye poster, bl.a. i Ekspropriationskommissionen samt i Styregruppen for Holmeå kyst-til-kyst stien. Det bliver spændende at komme i gang i det nye år. I den kommende periode er jeg det eneste lokale byrådsmedlem og jeg arbejder på flere tiltag for at øge tilgængeligheden til mig og byrådsarbejdet. Mere om det i starten af det nye år. Inden jeg slutter, vil jeg gerne siger tusind tak for opbakningen og de personlige stemmer. En særlig varm tak til dem der trodsede vejr og vind for at hjælpe med plakater, foldere og anden kampagneføring. De hjerteligste julehilsner og ønsker om en glædelig jul, samt et godt nytår, Charlotte Klausen chkl@vejen.dk

Billeder fra en dejlig tur til København.

Fredag den 8. december kl 7.30 blev kursen sat mod København, nærmere bestemt Christiansborg Slot. 44 personer fra Hovborg, Holsted, Vejen og Rødding deltog på turen. Alle deltagere var mødt frem med rigtig godt humør. I bussen blev der serveret kaffe, boller og en lille en til halsen. Ved 11 tiden ankom vi til Folketinget, hvor alle kom godt igennem sikkerhedskontrollen, som sandelig ikke står tilbage for kontrollen i Billund Lufthavn. Anni Matthiesen og Troels Ravn stod klar og gav en fremragende rundvisning på borgen. Frokosten blev indtaget i Snapstinget. Resten af eftermiddagen stod på julemarked på Kgs Nytorv, tur på strøget samt Gløgg og æbleskiver i Nyhavn. Aftensmaden, bestående af stegt flæsk med persillesovs blev serveret af Skipperkroen ved Slagelse. Hjemkomst til Hovborg kl. ca. 22.00. Læs resten

Nogen der har set eller hørt noget!!

Vi har desværre været plaget af to indbrud i Brugsen her i November måned, udbyttet for tyvene har været absolut nul, men der er store omkostninger forbundet med indbrudene. Vi vil gerne dele lidt detaljer fra indbrudene da det er muligt nogle har set noget uden at vide at de var vidne til det. Eller måske nogle har privat overvågning der kan være til hjælp. Da fremgangsmåden er meget ens, taler en del jo for at der er en sammenhæng, så hvem ved om de prøver en tredje gang, så man må naturligvis også gerne være lidt mistænkelig hvis man ser nogle der roder rundt uden for Brugsen i de mørke timer. Detaljer om de to indbrud : 1. indbrud: Natten til onsdag den 15 november kl 2.10, bryder 2 maskerede mænd vinduet op ved kontoret og går ind. De forsøger at åbne pengeskabet, dette dog uden held, de er ude efter ca 7 min igen og bevæger sig ikke ind i butikken. 2. indbrud: Natten til mandag den 27 november kl 2.00 bryder 3 maskerede personer vinduet op ved kontoret og går ind. Den ene prøver at bryde pengeskabet op, men igen forgæves. De går derefter ind i butikken hvor de tager diverse småting. En beboer i byen og uddeleren er ved butikken og ser at tyvene stadigvæk er indenfor. Tyvene ser at de er opdaget og stikker af igennem en branddør. De tager flugten henad stien bagved Brugsen i retning mod Grønagervej, på trods af at politiet er fremme få min efter, er tyvene væk. Hvis nogle i byen har set noget mistænkeligt i tidsrummet ved de to indbrud, så henvend jer gerne i Brugsen til Jeppe eller direkte til politiet. Ønsker du at være anonym, så kan vores ris / ros kasse helt sikkert også modtage tip i de her sager. Håber vi med fælles hjælp kan få has på de her tyve. På bestyrelsens vegne / Ulrik Andresen

 

Flot indsats!

Kære alle, Tak for en fantastisk indsats i forbindeles med skolens og Børnecentrets deltagelse i Vejen Kommunes “Brug Boksen” kampagne, hvor vi har indsamlet brugte batterier. Kampagnen har i den grad været et samlingspunkt for elever og voksne og blevet en god fælles historie. Engagementet har været enormt og vi er både overvældende og taknemmelige. Vi samlede i alt 1.765,23 kg  Svarende til 20,09 kg pr. Elev. I Vejen Kommune blev der alt i alt indsamlet 9.174 kg. Vi deltager naturligvis næste efterår igen. Onsdag d 29.11. Kl 10 overrækkes præmien, et stort naturfagsshow med kendte tv værter til os på skolen af formand for Udvalget for Teknik og Miljø Jørgen Bruun. Venlig hilsen Rita Baagø Thomsen Børnecenterleder

Jul i Dagli’Brugsen!

Traditionen tro er der ”Jul i Brugsen” søndag d. 10. december, kl. 14.30 – 16.30. Kom og få et glas glögg, smag på æbleskiverne og se om du er den heldige der finder en mandel i ris á lamanden. Husk også at der denne dag er 20 % på indkøbene (med undtagelse af få varer)

Hæng din julesok op i Dagli’Brugsen.

Alle børn under 12 år kan få deres julesok/hue hængt op i Dagli’Brugsen i Hovborg. Sokken skal være indleveret senest lørdag den 2. december. Hver søndag kommer julemanden på besøg og ligger lidt julegodter i. Søndag den 24. december kan sokken eller huen hentes igen  

Nogen der har set eller hørt noget?

Så er det igen gået udover Krocket Hytten. Ved indbrudet er der ødelagt både en dør og et vindue. Udbyttet er blevet ca. 10 sodavand. Øllerne har man ladet stå. Så enten er det nok nogle yngre personer eller nogle meget lovlydige individer der ikke vil risikere at blive taget for spiritus der har været på spil. Der har også været indbrud i den kommunal ejede gamle klubhus. Her er der tilsyneladende ingen ting stjålet. Også her har man ladet alkoholet stå. Det hele skete fredag nat. Så hvis der er nogen der har bemærket noget vil HUIF gerne høre om det. 

Desphenyl-Chloridazon findes ikke i drikkevandet i Hovborg!

Her i efteråret har der i medierne været skrevet en del om fund af et bestemt pesticid i drikkevandsboringer. Det drejer sig om et nedbrydningsprodukt fra et ukrudtsmiddel, der tidligere blev anvendt til bekæmpelse af ukrudt i roer. Nedbrydningsproduktet er desphenyl-chlodridazon og pesticidet var godkendt af Miljøstyrelsen fra 1980 og frem til 1996, hvorefter det blev forbudt pga. fare for udvaskning til grundvandet. Hovborg Vandværk får jævnligt tjekket boringerne for indhold af fremmede kemiske forbindelser, som f.eks. pesticider og deres nedbrydningsprodukter. Vores seneste analyse er fra en boringsprøve udtaget 2.11.2017.  Selv om stoffet ikke er på listen af midler, der skal testes for, så har vi besluttet at få vished for, om vandet også var rent for det stof. Prøven blev testet for 36 forskellige pesticider og nedbrydningsprodukter og viste ingen indhold af de testede forbindelser – heller ikke af desphenyl-chloridazon.

Morgenbrød ved Brugsen.

Hovborg´s eneste lokale kandidat til Byrådet var tidlig på færde søndag morgen. Kl. 7.30 stod hun parat med rundstykkerne og et par ord med på vejen. Det blev nogle kolde men hyggelige timer hvor Helle og Tony underholdte med kendte juletoner iført deres fineste nissetøj. Med venlig hilsen Tony

Holmeådalens Folkedansere & Hyggeholdet 2015.

Inviterer til legestue i Hovborg Kulturhus, Lindevej 7a 6682 Hovborg fredag den 24. november 2017 kl. 19.00 Aftenen vil byde på et varierende dansevalg, forskellige instruktører, spillemænd fra lokalområdet + evt. gæster fra instruktørernes foreninger og selvfølgelig jeres gode humør og danselyst. “Hyggeholdet” består af: Anders Normann-Nielsen – instruktør i  Brønshøj Folkedanserforening. Birthe Spens – instruktør i Ørum, Glesborg og Ebeltoft. Marianne Stigmo – instruktør i Gelsted og Middelfart. Hans Peter Rose – foreningsfri – tidligere Vojens. Edit Havgaard Rose – instruktør i Holmeådalens Folkedansere. Og i spidsen for det veloplagte orkester har vi Richards Ryom-Nielsen og Ingolf Ryom-Nielsen. Medbring kaffekurv og dansesko – øl og vand købes til rimelige priser (høflig selvbetjening) entre til dette herlige arrangement 50,- kr. Vel mødt – til en livlig aften ? Holmeådalens Folkedansere & “Hygge-Holdet 2015″.

Fællesspisning!

Tirsdag den 14.november kl. 18.00 i Huset. Lokalrådet står for madlavningen. Pris: 50 kr. Børn under 12 år 1⁄2 pris. Spise biletter kan købes i Brugsen Senest den 12. november. Efter spisningen årsmøde og valg til lokalrådet. Aftenens program: 18.00 – Velkomst og spisning 18.45 – Årsberetning og debat Forslag til det kommende års arbejde i lokalrådet 19.20 – Oplæg til valg 19.30 – Valg i de enkelte brugergrupper 20.00 – Samling og præsentation af lokalrådets medlemmerLokalrådets vedtægter kan ses på hovborg.net print: fællesspisning 14.11.17 kopi

Renæssancemiddag og Løgumkloster Vokalensemble.

Søndag den 29. oktober klokken 19.30 kan man i Hovborg Kirke opleve Løgumkloster Vokalensemble. Anledningen er 500 året for reformationen. Vokalensemblet præsenterer nemlig kormusik fra Luthers tid. På programmet står korværker af Schütz, Buxtehude, J.S. Bach m. fl. I anledning af et andet jubilæum, 200 året for Niels W. Gades fødsel, spiller koncertorganist Peter Langberg ved koncerten desuden orgelværker af den danske komponist. Inden koncerten vil der være mulighed for at deltage i et sognearrangement på Hovborg Kro, hvor der kl. 17.30 vil blive serveret en Renæssancemiddag, altså mad og drikke som på Luthers tid. Pris for renæssancemiddagen er 75 kr. ekskl drikkevarer. Tilmelding til renæssancemiddagen til næstformand Doris Jepsen på SMS 61546364 eller på mail steenvase@bbsyd.dk 

Tag med på en spændende tur til København.

Tag med på en spændende tur til Christiansborg, byrundtur, juleudstilling og julemarked i København! Fredag den 8. december 2017. Ankommet til København kører vi direkte til Christiansborg, hvor vi har en aftale med vore to lokale MF’ere Troels Ravn og Anni Matthiesen, De tager os med rundt i det store hus og fortæller om det daglige arbejde på Borgen. Efter rundturen går vi i Snapstinget og smager på Claus Meyers smørrebrød. Først på eftermiddagen kører vi en byrundtur og ser Amalienborg, Amaliehaven, samt flere andre af storbyens seværdigheder. Herefter tid på egen hånd til at gå på julemarked og måske købe et par julegaver. Hen mod aften sætter vi os igen i bussen og kører til Skipperkroen nord for Slagelse. Her venter der stegt flæsk med persillesovs. Vi er tilbage i Hovborg ca. kl. 22.00. Pris pr. person inkl. bustur, morgenkaffe i bussen, frokost i Snapstinget, byrundtur og aftensmad på Skipperkroen. Kr. 585- Afgang fra Hovborg Aktivitetshus: kl. 7.30 Afgang Vejen Banegård: kl. 8.00 Tilmelding til Kirsten Bruun Tlf. 5133 3129 mail: kp.bruun@gmail.com Senest den 3. december. Turen gennemføres ved minimum 30 deltagere. Print til køleskabet:  Tag med på en spændende tur til Christiansborg kopi

Børneformidlingsdag i Københavnerplantage.

Små aktiviteter i Baldersbæk torsdag den 19 oktober i efterårsferien. For børn i følge bedsteforældre, forældre eller voksen venner. Alder  5 til 90 år Mogens Daugaard fortæller om fuglene i lystskoven ved Baldersbæk og specielt om de 3 nye ugleunger der kom i år. Holger Grumme fortæller om karpedammene og sammen med børn fanger han fisk. Hanne Sørensen modellerer sammen med børnene som billedkunstner Anders Bundgaard gjorde.  Ilse Due fortæller om drillepinden grosserer Holger Petersen, billedhuggeren Anders Bundgaard og Hedeselskabet som er skyld i det hele. Arrangementet starter kl 11 og slutter kl 14. Medbring madpakke og gerne kikkert, dolk og mobiltelefon. Tilmelding senest mandag den 16 kl 20 på ilsedue@jubii.dk eller telefonsvarer 27346848 Hilsen Foreningen til bevarelse og formidling af natur og kulturmiljøet i de danske skove. De søde ugler er fotograferet af Mogens Daugaard, Hovborg 

Årets bankospil!

Hovborg Husholdningsforening. Årets bankospil afholdes  søndag d. 5. november kl. 19.00 i HUSET. Der spilles om følgende gevinster: 10 x 2 kyllinger.  10 x gavekort på 100 kr. 10 x 1 and. 2 ekstra runder hvor gevinsterne er 1 gavekort a` 150 kr. pr. runde. Der kan købes amerikansk lotteri. Gevinsterne er sponsoreret af Dag’li Brugsen i Hovborg – G.T. Glasfiber, Hovborg Kro og Sparekassen Kronjylland. Der kan købes øl, vand, kaffe og kage. ALLE ER VELKOMMEN.  

Så sker der IGEN noget i Hovborg!

Indvielse af den ny renoverede sti. Stien indvies af 75 børn der klipper snoren og bagefter er der lidt til ganen bl.a. kagemand. Voksne er også meget velkomne. Det hele foregår Fredag den 13. oktober kl. 14.45. Mødested: Brugsens parkeringsplads.  Der har været arbejdet godt for at få stien ”Den Grønne Aktivitetspark” gjort klar til genindvielse på fredag. Der er sat legeredskaber op i det lille anlæg bag ved Brugsen, nyt legetårn med klatrevæg på legepladsen ved Hallen. Stien langs åen er blevet drænet, så vandet bedre kan trække væk. Der er slået græs og i løbet af ugen kommer der nyt stenmel på. Søndag har kunstforeningen arbejdet hele dagen, med at lave kunst i naturen. Flotte kunstværker er sat op langs stien. Nyd en tur på stien og se om I kan finde alle kunstværkerne, der er udført i naturmaterialer. Nu har Hovborg en rigtig kunststi, det er fantastisk!!  Billeder: Læs resten

Forskønnelsesholdet!

Vi er nogle trofaste frivillige der mødes hver anden onsdag for at pynte op på området omkring Huset. Vi kan sagtens være flere. Så hvis der er nogen der har lyst til at deltage er de hjertelig velkommen. Hvis vi er mange nok kan vi udvide området med vedligeholdelse til andre steder hvor det er tiltrængt. Da vi jo er aktive pensionister har vi alle formiddage optaget. Derfor flytter vi vedligeholdelses dagen til onsdag eftermiddag kl. 13,30. Det hele er ikke bare arbejde der er også tid til kaffe og hyggesnak. Er der nogen der har lyst til at være med. Bare mød op eller ring til Edith. Tlf.75396317. Næste vedligeholdelses dag er onsdag d. 11 oktober. Derefter ca. hver anden uge resten af vinter halvåret.

Arbejdsdag i Huset!

Fredag den 27. oktober er der arbejdsdag i HUSET, vi mødes kl. 15.00 til kaffe og kage. Derefter fordeles arbejdsopgaverne. Der skal ryddes op og gøres rent inde og ude. (Medbring gerne haveredskaber og trillebør.) Håber at se rigtig mange til en hyggelig eftermiddag, så Huset kan blive klar til vinteraktiviteterne. Vi slutter med fælles aftensmad. Børnene kan medbringe deres fredagsslik og se Disney Sjov i Huset.Gerne tilmelding til Anette 61286032 eller mail gitte@hovborg.net (af hensyn til madbestilling) Mvh. HUSET’s bestyrelse

Step/styrke

Så er efteråret over os og så er det tid til at vi rykker indenfor og træner. Vi starter derfor et hold der hedder Step/styrke hvor vi laver lidt på stepbænken for at få pulsen op og derefter laver vi øvelser for at styrke mave, baller og lår. Alle kan være med.  Vi starter torsdag den 26/10 2017 19.30 i Huset, så burde alle være færdige med udendørs aktiviteterne. Tilmelding er ikke nødvendigt men du må gerne skrive til instruktør Lena (22408321) om du kommer. Det er muligt at være med 1 gang for at prøve det, og der bliver i alt 8 gange frem til jul. Der er allerede fem der har meldt sig til, så kom frisk og tag en ven og veninde med. Vel mødt! Hovborg fitness

Hjælpere søges!

Holmeå Kunstforening har fået mulighed for at få nogle fondspenge til et stiprojekt i Hovborg, så hvis du har lyst til at hjælpe bestyrelsen og andre kreative sjæle, med vores mange ideer til projektet, så trop op til fælles morgenbrød/kaffe og kage søndag d. 8/10 kl 10 til ca. 14. Smøg gerne ærmerne op og vær klar til at kunne male, skrue, hamre samt tag tøj på efter vejret.

Raku ler-kursus, voksne – se tilbud om enkelt brændedag.

Kurset foregår over 2 gange. 1. dag. Lertingene laves. Skåle, fade, figurer, osv. Her er der mulighed for at modellere, plade teknik eller udrulning. 2. dag glaseres og dekoreres lertingene for derefter at blive brændt udenfor i RAKU tønder. Når tingene er brændt og har været i savsmuld, skal de skrubbes rene for sod, og det færdige resultat kan beundres. TILBUD: For erfarne RAKU deltagere kan der tilbydes, at man kan nøjes med at melde sig til brændedagen. Lertingene, som I har lavet hjemme, skal afleveres søndag d. 5. november til Anita, i kunstforeningen. Prisen er 350 kr. for medlemmer og 440 kr. for ikke medlemmer.  Tidspunkt: søndage d. 5. september og d. 19. september kl. 10-16. Pris: 480 kr. for medlemmer / 600 kr. for ikke-medlemmer Materiale købes på kurset. 80 kr. for 5 kg ler. Glasur efter forbrug. Underviser: Billedkunstlærer Anita Nielsen Medbring: Mad og drikke, varm tøj, skurepulver og skuresvampe (2. dag) Tilmelding http://holmeaakunstforening.dk/tilmelding-2/ Senest fredag d. 1. november 2017. Max 9 deltagere. Henvendelse vedr. dette kursus skal ske til anitamnielsen@gmail.com

Solformørkelse

Foto: Tony Holmstrøm Larsen 21 august kl. 11.35 i IDAHO USA

Solen kan skjules på mange måder. Herhjemme er den mest skjult når det regner, og det har det snart gjort så rigeligt. Jeg vil derfor gerne delagtigøre Jer alle i den oplevelse det kan være når solen er skjult på en utrolig fantastisk måde. Med venlig hilsen Tony