Sommerfest 2010

Så er der dømt sommerfest ! Traditionen tro holdes sommerfesten i uge 26, og i år vil det sige, at det er den første uge i skolernes sommerferie. Vi håber selvfølgelig, at ugen er krydset af i kalenderen, så der ikke er for mange, der skal på ferie i den uge.
Se programmet her.
Festudvalget har længe arbejdet med programmet, og som sædvanlig har udvalget holdt kortene tæt til kroppen med hensyn til temaet for årets holddyst. Den store prestige, der er i at være Hovborgs skrappeste reservat,gør det nødvendigt at bevare hemmeligheden om opgavernes karakter så længe som muligt, så de forskellige reservater ikke har mulighed for at øve i de enkelte discipliner. Vi ved godt at der allerede er mange, der er tyvstartet med ”grundtræningen” rundt omkring i reservaterne, – ja det forlyder, at flere reservater har anmodet deres kæmpere om at gå i fitnesscenteret for at øge deres chancer for at komme i betragtning ved holdsætningen. Skiltet skulle jo nødigt blive stående i Klelund, for vi er stadig mange, der synes det er lidt træls, at vi er nødt til at køre en anden vej til Lindknud for ikke at blive mindet om resultatet af de sidste to års dyster.

Som nævnt i sidste blad vil HUIF igen kontakte jer for at få hjælp til de forskellige opgaver, der er i forbindelse med en sommerfest. Og som sædvanlig håber vi, at I vil sige ja tak. Det er som ofte nævnt en god måde at være med i det fællesskab, som også er formålet med en sommerfest. Skulle I ikke blive spurgt, håber vi, at I selv kontakter festudvalget og tilbyder jeres hjælp.

På gensyn ved sommerfesten.

HUIF

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *