Den gamle drivervej, med de store studedrifter til Hedelandets søndrekant dannede grundlaget for Hovborg Kro. Oprindelsen går tilbage til før 1750 og i 1790 blev det nuværende stråtækte stuehus opført, der står pietetsfuldt bevaret gennem århundrede.
Omkring 1750 kendetegnedes egnen ved sit hedelandskab og sandflugt og kroen ved sin først kendte ejer, Peder Kristensen, mens Hovborg by blot var en håndfuld huse. I årene 1835 – 1862, satte Johan Kristoffer Steinmeier Sørensen sit præg på kroens drift og egnens udvikling, med etablering af købmandshandel og sit initiativ til stiftelsen af Aktieselskabet Hovborg Plantage, hvormed han tillægges æren for at plantnings sagen fik så tidlig en start på denne egn.
En efterfølgende krovært, Nicolaj Poulsen, var tillige en dygtig landmand og den første der omkring 1880 begyndte at dyrke roer. Men hans virkelyst kom også til udtryk ved opførsel af byens første vandmølle ved Holme Å i 1888, opdyrkning af store hede arealer og indretning af et fællesmejeri ved møllen, mens han afsluttede sin livsgerning ved at skænke 1 tdr. land til bygning af en kirke og anlæg af en kirkegård.
Omkring århundredeskiftet var Vorbasse marked et af Midt Jyllands betydeligste markeder, med medfølgende stort ryk ind på HOVBORG KRO af op til 50 vogne og mere end 100 gæster og det blev tiden for en nænsom restaurering og tilbygning af kroen, under den nye ejer Poul Nikolaisen. Nu fulgte også frasalg af grunde til elektricitetsværk, et nyt mejeri og savværk, samt 25 forretnings og beboelsesejendomme og stiftelsen af en afholdsforening.
Og mens man i 1906 rejste en mindesten i Hovborg Plantage for afdøde Johan Kristoffer Steinmeier Sørensen, sad krodynastiet i en periode gennem årene derefter, også som ejere af Kryb-i-ly Kro, Bække Kro og Brædstrup Kro. Det har således været levende mennesker, med samfundssind og fornemmelse for tidens strømning, der har præget krodriften og den by, hvoraf det meste ligger på kroens tidligere jorde. De seneste ejere i krodynastiet Peter Nikolaisen (død 1960) og sønnen Niels Nikolaisen (død 1983) videreførte forretningen i den samme ånd og i 1977 indrettedes en nyt kursuscenter i den gamle kostald.
I 1983 købte landbrugsorganisationerne Danske Husmandsforeninger ved Chr. Sørensen og De Danske Landboforeninger ved P. Chr. Ottosen, kroen med tilliggender og samme år oprettedes Hovborg Landbrugsskole som et center for efter & videreuddannelse indenfor landbrugs & jordbrugserhverv. Den 1. April 1985 blev stedets nuværende ejere Johanne og Jørgen Jørgensen ansat som ledere af kroen, for den 1. Juli 1991 at indgå i forpagtning af kroen, som de så overtog det fulde ansvar for den 1. Juli 1999, da de købte af landbrugsorganisationerne ved Peter Gæmelke
I dag er en rundtur på kroen, evt. under kyndig vejledning af kromanden, noget af en oplevelse, man fornemmer og føler virkeligt ”de gamle dage”, for der kæles virkelig for ægtheden og det oprindelige. Med nænsom hånd, og uden at ødelægge den gamle atmosfære, har man ”indbygget” de moderne faciliteter, som nutidens gæster sætter pris på.
Velkommen på vor kro
Johanne & Jørgen Jørgensen
…og alle medarbejderne.

