Oldboys fodbold 2008

Hovknuds oldboyshold har efter en god sæson, sluttet af med en kamp mod seniorholdet. Fredag d. 3 okt. blev lysanlægget tændt på stadion. Begge hold blev fotograferet inden kampen, men desværre blev billederne lidt for mørke til bladet. (Det er ellers nogle flotte fyre, der spiller på Hovknuds hold). Kampen endte meget retfærdigt 4-4. Ingen håneret til nogen.

Efterfølgende fik vi lidt godt at spise i klubhuset, mens der blev snakket om den overståede turnering i sommeren 2008. Holdet sluttede på en fjerdeplads med 16 point i efteråret. Oldboys spiller forårsturnering, hvor det bedste hold rykker op og holdet med færrest point rykker ned. Det giver altid mest jævnbyrdige kampe og der er altid en pulje, hvor alle kan være med. Efterårsturneringen, der blev afsluttet på en fjerdeplads, giver derfor adgang til samme pulje i foråret 2009.

Der har i år været ca 20 spillere inde i spillertruppen på oldboysholdet. Med småskader og afbud har det kørt fornuftigt, men alligevel måtte vi låne en enkelt seniorspiller et par gange for at stille hold. Der er så blevet betalt tilbage den anden vej, når seniorholdet har manglet spillere.

Topscorer 2008 blev Lynge Madsen med 8 scoringer

Vinderen af fiduspokalen 2008 blev Tommy Olsen med 28 stemmer, skarpt forfulgt af Bjarne Tarp med 25 stemmer. Efter hver enkelt kamp bliver der stemt om dagens spiller, stemmerne gemmes og tælles sammen efter sidste kamp og vinderen får pokalen til evigt eje. Stort tillykke til Tommy, som i hvert fald ikke er kommet sovende til pokalen.

Der er nu vinterpause, med lidt indendørs fodbold, men mon ikke vi alle sammen glæder os til foråret og en ny sæson med oldboys fodbold i Hovknud.

    Tak for i sommer

 

                 Kurt V. S.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *