Nyt fra HUIF

Generalforsamlingen i februar forløb planmæssigt. Der var omkring 30 deltagere, og det er slet ikke for mange, når man tænker på, at HUIF har omkring 210 aktivitetsmedlemmer og 313 støttemedlemmer (selv om mange er gengangere). Der blev aflagt beretning fra udvalgene, og det gav et godt overblik over, hvor meget der er gang i. Regnskabet viste, at HUIF har en god økonomi. Alle beretninger blev godkendt uden mislyde. Alle de, der var på valg på generalforsamlingen, blev genvalgt. Der er foretaget udskiftninger  i nogle af udvalgene, men udvalgsmedlemmerne vælges ikke på generalforsamlingen. Udvalgene sørger selv for at supplere sig, og meddeler på generalforsamlingen, hvem der sidder i udvalget det næste år.

Som nævnt i dagsordenen var der forslag om at lave et fitnessudvalg under HUIF. Initiativtagerne fremlagde deres tanker, og med hjælp fra en konsulent fra DGI fik vi belyst betingelserne for at komme med i projektet “foreningsfitness”, som Danmarks Idrætsforbund og DGI i fællesskab tilbyder. Der var en del spørgsmål til konsulenten, inden vi skred til afstemning. Et par stykker undlod at stemme, mens resten stemte for, at vi får et fitnessudvalg. Det bliver spændende at følge udvalgets arbejde. Der er meget, der skal på plads inden opstarten. Tanken går på at starte op til efterår i det nuværende mødelokale, idet vi sandsynligvis ikke på det tidspunkt har udvidelsen af Huset på plads, men det må vi se. Instruktørerne skal gennemgå et uddannelsesforløb, inden de er klar til opgaven, der skal laves regler og aftaler omkring træningen, indkøbes maskiner, osv. Der bliver nok af opgaver for udvalget, men de brænder for sagen, så det skal de nok nå. I mellemtiden kan vi så gå og glæde os til, at vi snart kan komme i form.

Indendørssæsonen er nu ved at være slut. Gymnastikholdene har haft deres afslutning efter deadline for aflevering af stof til dette blad, og der har været afslutning for badmintonspillerne. Heldigvis har vi gode muligheder for udendørsaktiviteter, så vi håber da, at man nu flytter over til en udendørs sportsgren. Som omtalt i sidste nummer vil vi forsøge at få lidt mere gang i tennis. Der er nedsat et tennisudvalg, som nu tager over og forsøger at få det hele sat på skinner. Sidste år fik vi banen restaureret, så der vil være gode muligheder for at spille i år. Vi vil senere meddele, hvornår sæsonen starter.

Vi har i øjeblikket ikke gang i friluftsudvalget. Hvis du er interesseret i at være leder i denne gruppe, hører vi gerne fra dig.

Vi er blevet spurgt om, hvordan præmiespillet trækkes ud. Det foregår pr. computer. Alle numrene deltager i hver trækning, så man har chancen for at vinde flere gange i løbet af året. Derimod kan et nummer kun vinde én gang i samme måned. Det har et par gange kikset, så samme nummer har stået til to gevinster i samme måned, og det må vi tage på vores kappe som menneskelig fejl. Det skyldes, at vi ikke har været opmærksomme nok, når listen til bladet laves. Vi har nu indført ekstra kontrol inden månedens vinderlisten sendes til redaktionen. Men trods de menneskelige fejl modtager man ikke to præmier på samme nummer i samme trækning. Der skal jo også være plads til held i andet end HUIF’s præmiespil.

                                                                 Poul Hansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *