Foredrag med sygehuspræsten på Vejle Sygehus

Preben Kok“Skæld ud på Gud” er titlen på et foredrag med Præst Preben Kok, som finder sted Torsdag den 30. januar kl. 19.30 på Bøgevang, Favrskovvej 8, Lindknud. (Medbring selv forfriskning til pausen) Preben Kok er forfatter til bogen ”Skæld ud på Gud”. Preben Kok er sognepræst i Engum Kirke, men han er også tilknyttet Vejle Sygehus, hvor han dagligt har samtaler med alvorligt syge mennesker, der har brug for åndelig vejledning og styrke i ofte håbløse situationer. Alting kan blive bedre”, siger man med største selvfølgelighed. Men det er ikke rigtigt. Meget kan blive bedre – men det er ikke alting, der kan blive bedre. Når sætningen så ikke blot afvises, er det fordi den indeholder en tankegang, som er blevet moderne. Vi vil gerne lade som om, vi har magten over tingene og kan kontrollere dem.Preben Kok vil imidlertid pege på, at når vi fastholder, at vi er Guds børn, der har barneret i forhold til vores far i himlen, så sættes den naturlige grænse for, hvor meget, der kan forlanges af os.  I gamle dage blev denne grænse f. eks. tydeliggjort med ordene: ”Og når min sjæl blev af sin grublen træt, den hviled’ sig ved Fader vor at bede”. Når vi kan lægge det i Guds hånd, som vi ikke selv kan magte, har vi den bedste medicin mod stress og udbrændthed. Tankegangen er beskrevet med mange eksempler i Preben Koks bog: ”Skæld ud på Gud”.  Foredraget er kommet i stand i et samarbejde mellem Lindknud Aftenhøjskole og Lindknud og Hovborg Menighedsråd.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *