“Flygtningene og integrationen”

Torsdag d. 5. januar kl. 19 byder Lindknud Aftenhøjskole velkommen til januar måneds første foredrag. Foredragsholder en denne aften Naser Khader, medlem af Folketinget for Det konservative Folkeparti. Titlen på foredraget er ”Flygtningene og integrationen”. Naser Khader er en af landets mest efterspurgte mellemøsteksperter, debattører, undervisere og foredragsholdere, indenfor emnerne islam, integration, kulturmøde og danskhed. Naser Khader er forfatter til flere bøger, blandt andet “Ære og Skam”, der har solgt i over 100.000 eksemplarer og senest ”Hjertet Bløder” (april 2015) og ”Hanan Syrien” (september 2016). Tidligere har Naser været vært på P1’s prisvindende radioprogram ”Arabiske Stemmer”. Derudover er Naser fast blogger for BT og udenrigspolitisk kommentator for Kristeligt Dagblad. Som 11-årig kom Naser til Danmark fra Syrien, hvor han er født. I Danmark blev han uddannet cand.polit. og arbejdede i en række år som tolk og konsulent, inden han gik ind i politik. Sidenhen har Naser læst mellemøststudier, retorik og formidling, og teologi, og været ansat som senior Fellow ved Hudson Institute i Washington. Hans politiske karriere startede som medlem af Borgerrepræsentationen i København og siden blev han i 2001 valgt ind i Folketinget som den første politiker med indvandrerbaggrund. Naser Khader har alle årene været en markant skikkelse i dansk politik. Naser Khader var en af de mest centrale aktører i forbindelse med Muhammed-konflikten, og som stifter af foreningen Demokratiske Muslimer stod han i forreste række i kampen for ytringsfriheden. En kamp, der også havde betydelige personlige omkostninger for ham og hans familie. For sit arbejde har Naser Khader modtaget en lang række priser, blandt andet Heibergprisen, Modersmålsprisen og Jyllandspostens Ytringsfrihedspris. Lindknud Aftenhøjskoles foredrag foregår på Bøgevang i Lindknud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *