Anna Marie Erbs: En præsentation

Anna Maria ErbsDet var med stor glæde, at jeg, efter et godt møde med de tre menighedsråd, modtog beskeden om, at jeg var enstemmigt indstillet til at blive den nye præst i Brørup, Lindknud og Hovborg.
Efter at have arbejdet uden for folkekirken en årrække har jeg siden maj måned været vikar i Ødsted og Jerlev sogne ved Vejle. Det har været en virkelig god oplevelse at vende tilbage til præstearbejdet, – lidt som at vende hjem.
Lidt om mit liv: Jeg voksede op i Vamdrup som den yngste af tre piger i et hjem, hvor kirkegang var en selvfølge. Som ganske ung besluttede jeg mig for at læse teologi, og det var grunden til, at jeg valgte at tage min studentereksamen fra Haderslev Katedralskole. Der var nemlig mulighed for at få en klassisksproglig studentereksamen.
Umiddelbart derefter begyndte jeg at læse teologi ved universitet i Aarhus, og efter et par år flyttede jeg til Københavns Universitet, hvorfra jeg blev kandidat i 1982.
I mellemtiden havde jeg fået to børn, og det tredje kom til, mens jeg var præst ved Tårnby Kirke på Amager. Det var travle år, for sognet var på det tidspunkt Danmarks største.
I 1991 flyttede vi tilbage til Jylland, nærmere betegnet Hinnerup, og jeg fik embede i et tresognspastorat: Grundfør – Haldum – Vitten. Det var landsogne i vækst med mange pendlere til Aarhus og mange unge familier. I den sammenhæng er præsten mere synlig, og jeg fik lært at holde taler bl.a. til høstfester og Sankt Hans.
Derfra kom jeg i 1998 til Møllevangskirken i Aarhus, en rigtig bykirke med mange aktiviteter og mange frivillige. 
Fra årtusindskiftet og fem år frem uddannede jeg mig sideløbende med arbejdet som præst. Først tog jeg en diplomuddannelse i pædagogisk psykologi på DPU og siden en psykoterapeutuddannelse på DISPUK.
Det var, fordi jeg havde lyst til at bruge mine nye kompetencer, at jeg søgte en stilling på Rehabiliteringcenter for Torturofre Jylland, og slet ikke fordi jeg havde mistet lysten til at være præst. Til min overraskelse fik jeg stillingen og har de seneste syv år arbejdet i behandlingen af traumatiserede flygtninge og veteraner, først som behandlingsleder og senere som centerleder.
Nu er det tid at vende tilbage til en fast stilling og nogle gode år i folkekirken. Til det er embedet i Brørup, Lindknud og Hovborg helt perfekt. Snart flytter min mand, Jørgen, og jeg ind i præstegården, og jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet.
Anna Marie Erbs

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *